Universal Robots udnævner Robot Nordic som ny certificeret integrator i Danmark

Pressefoto UR-domicil i Odense
Pressefoto UR-domicil i Odense

Pressemeddelelse, Odense, 8. september 2021

Universal Robots udnævner Robot Nordic som ny certificeret integrator i Danmark. Den fremadstormende automatiseringspartner Robot Nordic med hovedkontor i Odense udpeges som certificeret integrator af Universal Robots.

Siden starten i 2016 er det gået slag i slag for Odensevirksomheden Robot Nordic. Med stort kundefokus og fleksibilitet er virksomheden vokset fra start-up til en betydningsfuld spiller på automatiseringsmarkedet. Nu høster Robot Nordic en ny anerkendelse som certificeret integrator af robotarme fra Universal Robots. Udnævnelsen sker med afsæt i Robot Nordics stærke kundefokus. Michael Hjertebjerg, landechef for Universal Robots i Danmark giver indblik i bevæggrundene.

- "Vi har haft et tæt samarbejde med Robot Nordic gennem årrække, og vi er dybt imponerede af virksomhedens dedikation og vilje til at gå et ekstra skridt for kunden. Robot Nordic har samtidig ansat en række specialister med dybe kompetencer inden for UR-produkterne. Derfor får kunderne også en ekstra tryghed for, at de vælger den rigtige automatiseringspartner, og vi derfor meget glade for at kunne udnævne Robot Nordic som certificeret integrator, såkaldt UR CSI," siger Michael Hjertebjerg.

Michael Hjertebjerg, UR, og Anders Martiny, Robot Nordic
Michael Hjertebjerg, UR, og Anders Martiny, Robot Nordic

Hos Robot Nordic ser man store perspektiver i certificeringen.

- "Vi er ovenud begejstrede over udnævnelsen som UR CSI. Vi har haft fuld fart på de sidste år, og vi har prioriteret hver enkelt kundes projekt meget højt. Vi har derfor ikke haft helt så stort fokus på vores egen markedsføring, og vi håber, at certificeringen kan være med til at skabe ekstra opmærksomhed om vores virksomhed," siger Anders Martiny, CEO i Robot Nordic, og fortsætter:

- "Væksten buldrer afsted, og mange virksomheder kigger efter nye måder at øge produktiviteten. De fleksible cobots fra UR er det naturlige valg i den automatiseringsbølge, som ruller afsted på den anden side af pandemien. Cobots giver et bedre arbejdsmiljø og styrker væksten. Nu kan vi som UR CSI hjælpe endnu flere med på bølgen."

Udnævnelsen af Robot Nordic sker i samarbejde med BILA, der er distributør af UR cobots i Danmark. BILAs kunder vil således også drage nytte af adgangen til en ny UR CSI. Universal Robots har tidligere udpeget tre CSI´er i Danmark, og adgangen til certificerede integratorer er således styrket.

Internationale perspektiver for Robot Nordic

Robot Nordic har udover Danmark i dag også kunder i Norge, Sverige, Finland og Kina. Selv om udnævnelsen i første omgang kun gælder i Danmark, ser Robot Nordic det som anerkendelse, der kan åbne nye døre i udlandet.

- "Universal Robots er det første brand, virksomhedsledere tænker på, når de overvejer automatisering. Det er velkendt teknologi, som fungerer. Udover at vi har det kendte produkt på hylderne, kan vi nu også dokumentere vores kompetencer. Det vil helt klart åbne nye døre i udlandet, hvor automatisering står højt på agendaen," siger Anders Martiny.

Robot Nordic ser ifølge Anders Martiny også frem til øget momentum i forlængelse af den globale automatiseringstrend, hvor flere virksomheder hjemtager produktion for at sikre forsyningskæder og styrke fleksibiliteten.

Om Universal Robots

Universal Robots (UR) blev stiftet i 2005 med ambitionen om at gøre robotteknologi tilgængelig for alle ved at udvikle små, bruger- og prisvenlige, fleksible kollaborative robotter (cobots), der er sikre at arbejde med. Siden lanceringen af den første cobot i 2008 har virksomheden oplevet betydelig vækst, og den brugervenlige cobot sælges nu over hele verden. Virksomheden, der er en del af Teradyne Inc., har hovedkvarter i Odense, Danmark, og har regionale kontorer i USA, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Storbritannien, Tjekkiet, Polen, Ungarn, Rumænien, Rusland, Tyrkiet, Kina, Indien, Singapore, Japan, Sydkorea, Taiwan og Mexico. Hvis du ønsker mere information, kan du besøge www.universal-robots.com

Om Robot Nordic

Robot Nordic blev stiftet i 2016 og har hovedkontor i Odense. Virksomheden beskæftiger i dag 14 fuldtidsansatte og arbejder ud fra en vision om at sikre bæredygtig produktion, sikkert arbejdsmiljø, høj lønsomhed og arbejdspladser med afsæt i automatisering. Robot Nordic udvikler fuldautomatiske produktionslinjer med specialdesignede automationsceller og hjælper virksomheder med den konkrete implementering af deres automatiseringsplaner

Om BILA

BILA A/S er et dansk professionelt projekthus grundlagt i 1988, der fokuserer på produktionsoptimering gennem automatiseringsløsninger, typisk ved hjælp af industrirobotter. Fra hovedkvarteret i Nykøbing Mors og de øvrige lokationer i Danmark, Norge og Sverige leverer BILA automatiseringsløsninger til en række industrier på det europæiske og amerikanske marked. BILA beskæftiger mere end 400 medarbejdere fordelt på rådgivning, konstruktion, udvikling, implementering og efterfølgende servicering af robotanlæg. Løsningerne dækker over en bred palette af højteknologiske, industrielle robotanlæg, palleteringsmaskiner, selvkørende trucks mv., som hjælper til at optimere produktion og intern logistik hos virksomhederne. Læs mere på www.bila.dk.

Pressekontakt
Henrik Keller Jensen
Keller Kommunikation
henrik@kellerkomm.dk

26 36 64 17