Pressemeddelelse, Odense, 18. maj 2021
UR 10e, Universal Robots’ bedst sælgende robot, bliver nu relanceret med en øget løfteevne på 25 procent. Opgraderingen gør robotten i stand til at håndtere flere opgaver og at øge kundernes overordnede produktivitet.
Universal Robots lancerer en forbedret udgave af bestselleren UR10e med en løfteevne på nu 12,5 kg. mod tidligere 10 kg. Forbedringen af UR-klassikeren skaber nye anvendelsesmuligheder inden for palletering, maskinpasning og pakning. Prisen på UR10e forbliver uændret.
- "Universal Robots udvikler løbende vores produkter baseret på samtaler med vores kunder samt vores forventninger til nye udviklinger inden for automatisering. Vores kunder har allerede implementeret UR cobots i en bred vifte af palleteringsfunktioner. De har samtidig identificeret nye muligheder for at anvende vores UR10e i opgaver med tungere løft," siger Kim Povlsen, president for Universal Robots og fortsætter:
- "Som svar på dette behov har vi forbedret UR10e-robotten til at håndtere tungere emner. Dermed giver vi kunderne en række nye anvendelsesmuligheder."
Den forbedrede UR10e bevarer sit lille format, intuitive brugergrænseflade, stabilitet og gennemtestede ydeevne. Men den forbedrede løfteevne bevirker, at brugerne nu kan udføre flere opgaver med robotten.
UR10e kan eksempelvis indsættes i palleteringsfunktioner, hvor man kan implementere en griber på op mod 2,5 kg og stadig have 10 kg. ydeevne til rådighed. Den nye version af robotten fjerner også mere vægt og gentagne løft fra medarbejdernes skuldre og kan dermed forbedre ergonomien og arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser.
- "Mennesker er ikke designet til gentagne løft, men vores cobots klarer let opgaven. Ved at overtage slidsomme løft, kan UR cobots øge produktiviteten, styrke kvaliteten og hjælpe virksomhederne med i højere grad at udnytte medarbejdernes kreative evner, mens de skaber bedre et bedre arbejdsmiljø," siger Kim Povlsen.
Positive tilbagemeldinger
Feedbacken fra UR-partnere rundt om i verden har været yderst positive. Eksempelvis har MBO Postpress Solutions i Tyskland integreret UR10e som en del af virksomhedens skræddersyede stablingsløsning.
- "Med forbedringen af UR10e gør vi vores løsning endnu mere profitabel for vores kunder, da de kan inkludere tungere pakker i deres flows, eksempelvis indbundne kataloger og brochurer," siger Sebastian König, Head of Research & Development hos MBO Postpress Solutions GmbH.
Den opdaterede UR10e er også kompatibel med produkter fra UR+økosystemet, hvor eksterne udviklere løbende tilføjer nye hard- og softwareapplikationer, som konstant øger robotternes anvendelsesmuligheder og gør det lettere at komme i gang med automatisering.
Det er allerede nu muligt at lægge ordrer på UR10e hos Universal Robots´ distributører, og forsendelserne af de nye UR10e´ere er planlagt til anden halvdel af juni.
Presse-kit
Download billeder her.
Mere information om UR10e
Læs mere her.
Om Universal Robots
Universal Robots (UR) blev stiftet i 2005 med ambitionen om at gøre robotteknologi tilgængelig for alle ved at udvikle små, bruger- og prisvenlige, fleksible kollaborative robotter (cobots), der er sikre at arbejde med. Siden lanceringen af den første cobot i 2008 har virksomheden oplevet betydelig vækst, og den brugervenlige cobot sælges nu over hele verden. Virksomheden, der er en del af Teradyne Inc., har hovedkvarter i Odense, Danmark, og har regionale kontorer i USA, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Storbritannien, Tjekkiet, Polen, Ungarn, Rumænien, Rusland, Tyrkiet, Kina, Indien, Singapore, Japan, Sydkorea, Taiwan og Mexico. Hvis du ønsker mere information, kan du besøge www.universal-robots.com
Pressekontakt
Henrik Keller Jensen
Keller Kommunikation
henrik@kellerkomm.dk
26 36 64 17