Pressemeddelelse Odense, 15. december 2020
Den Odensebaserede robotproducent Universal Robots fejrer et nyt niveau i det globale salg af sine samarbejdende robotter. Enhed nummer 50.000 er nu leveret til den tyske virksomhed VEMA Gmbh.
Universal Robots styrker sin globale førerposition med salget af sin såkaldte cobot, en samarbejdende robot, nummer 50.000. Enheden blev leveret til den sydtyske produktionsvirksomhed VEMA i Krauchenwies-Göggingen og skal hjælpe virksomheden med at styrke produktiviteten og medarbejdernes sikkerhed.
Robotten blev leveret af Jürgen von Hollen, CEO hos Universal Robots, der overrakte enheden til VEMA som led i markeringen af milepælen.
- "Vi har arbejdet hårdt i de sidste 15 år på at udvikle et helt nyt markedsområde med en mission om at gøre det nemmere for især mindre og mellemstore virksomheder at automatisere opgaver, som de før troede måske var for dyre eller for komplekse for robotter at løse, siger Jürgen von Hollen og forklarer, hvordan Universal Robots har skabt et globalt distributionsnetværk, et nyt økosystem og i sidste instans en helt ny forretningsmodel."
- "Som en pionér i dette marked har vi lagt mange kræfter i at skabe opmærksomhed, påvirke vanetænkning og at ændre opfattelsen af robotternes muligheder."
Jürgen von Hollen peger på VEMA som et godt eksempel på, hvordan Universal Robots er lykkedes med sin mission:
- "VEMA var på udkig efter en konkurrencedygtig, fleksibel og brugervenlig automatiseringsløsning, som de selv kunne implementere, programmere og håndtere. Alt dette fandt de i UR´s cobot."
De såkaldte cobots vurderes at være det hurtigst voksende segment inden for industriel automatisering med en forventet årlige vækstrate på 30.37 pct. mellem 2020 – 2025. Det viser en analyse fra Research and Markets udgivet i oktober 2020.
Cobots styrker produktivitet og kvalitet
VEMA’s nye kollaborative robot vil indgå i virksomheden sammen med tre andre UR Cobots, der allerede er installeret til at varetage diverse gribefunktioner på virksomhedens produktionslinjer.
Christian Veser, adm. direktør, i VEMA, glæder sig over at modtage milepæls-robotten og forklarer, hvordan cobots har gjort virksomheden i stand til at indføre treholdsskift og drive virksomheden i alle døgnets timer.
- "Vi har øget vores produktivitet markant og samtidig forbedret kvaliteten," siger Christian Veser, og fortsætter.
- "Vores medarbejdere skånes for fysisk slid og kan i stedet fokusere mere på kvalitetskontrol. Igennem Covid-19 har det også været en stor fordel, at robotterne ikke behøver overholde minimumsafstand eller være i karantæne. De kan altid arbejde," siger Christian Veser og tilføjer, at man i virksomheden er så glade for deres cobots, at de har navngivet dem.
- "De første tre robotter hedder Elfriede, Günther and Bruno. Vi kalder vores nye cobot Jürgen for at markere det faktum, at UR´s CEO kom her personligt og leverede den."
Jürgen von Hollen forlader UR med udgangen af 2020 efter fire år i spidsen for selskabet.
- "Det er et stort privilegium at slutte min tid i selskabet med markeringen af denne milepæl," siger Jürgen von Hollen og fortsætter:
- "Vi er kommet langt, men der er stadig enormt potentiale i markedet for både velkendte og nye anvendelsesmuligheder for cobots. Med afsæt i vores førende kundebase lærer vi konstant fra vores kunder og anvender en datadrevet tilgang i udviklingen af vores cobots. Det er en tilgang, som jeg vurderer, vil være en stor styrke i årene fremover."
Gregory Smith, leder af Teradyne’s Industrial Automation Group, indtræder som CEO i Universal Robots, indtil en permanent CEO for selskabet er udpeget.
Pressemateriale
Download video and fotos fra overrækkelsen hos VEMA GmbH her.
Pressekontakt
Henrik Keller Jensen
Tel. 26 36 64 17
henrik@kellerkomm.dk
Om Universal Robots
*Universal Robots (UR) blev stiftet i 2005 med ambitionen om at gøre robotteknologi tilgængelig for alle ved at udvikle små, bruger- og prisvenlige, fleksible kollaborative robotter (cobots), der er sikre at arbejde med. Siden lanceringen af den første cobot i 2008 har virksomheden oplevet betydelig vækst, og de brugervenlige cobots sælges nu over hele verden. Virksomheden, der er en del af Teradyne Inc., har hovedkvarter i Odense, og har regionale kontorer i USA, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Storbritannien, Tjekkiet, Polen, Ungarn, Rumænien, Rusland, Tyrkiet, Kina, Indien, Singapore, Japan, Sydkorea, Taiwan og Mexico. I 2019 havde Universal Robots en omsætning på 248 mio. amerikanske dollars. Hvis du ønsker mere information, kan du besøge *www.universal-robots.com