Universal Robots udvider sine uddannelsestilbud med sommerskole

Cobot summer school 2021

Universal Robots har fra første færd vægtet videndeling og udvikling af branchen højt. Blandt andet derfor har vi lanceret undervisningsplatformen UR Academy. Nu kommer seneste skud på stammen: UR Summer School. Læs med her og bliv klogere på alle de nye (og gratis) muligheder.

Universal Robots er ikke blot fleksible cobots. Vi er også mennesker, viden og uddannelse. Vi ønsker at styrke og opkvalificere vores kunder til gavn for de enkelte virksomheder såvel som den generelle vækst i Danmark. Vi har også i dette lys overvejet, hvordan vi kan tilbyde et fleksibelt supplement til vores officielle uddannelser hen over sommeren. Derfor præsenterer vi nu den første UR Summer School!

Med UR Summer School kan du helt gratis og når det passer dig følge en række undervisningssessioner, se videoer, prøve simulatorer og gennemføre opgaver. Du bliver guidet gennem hele forløbet via løbende emails med links til relevante opgaver og materiale. Efter gennemført forløb har du mulighed for at downloade et deltagerdiplom som bevis på, at du er ægte robothaj!

- "UR Summer School er oplagt tilbud til virksomheder, studerende og andre med sult på nye robotkompetencer. Sommeren er typisk en periode med lidt mere tid og luft til refleksion. Mange slapper af med en god bog, men vi hører også fra mange, at man gerne vil bruge tiden på at styrke sine kvalifikationer på en fleksibel måde", siger Michael Hjertebjerg, landechef for Universal Robots i Danmark.

Den nye sommerskole følger i naturlig forlængelse af en række andre, digitale initiativer fra UR.

- "De seneste nedlukninger har givet afsæt for nye måder at dele viden. Vi har hos UR blandt andet afholdt en virtuel messe med over 6.000 besøgende og skruet gevaldigt op for webinarer og andre digitale platforme. Det har vi oplevet en utroligt positiv respons på, og som i mange andre sektorer, vil vi hos UR også fremadrettet være endnu mere digitale", siger Michael Hjertebjerg.

Michael Hjertebjerg forklarer meget mere om mulighederne i Summer School i denne video

En potentiel idegenerator
UR Summer School henvender sig naturligvis til virksomheder og ansatte, som kan se en fidus i at finpudse robotfærdighederne hen over sommeren. Men det kan også være en mulighed for unge under uddannelse.

- "UR Summer School kan være en oplagt mulighed for at supplere sin uddannelse på eksempelvis en teknisk skole eller et gymnasium med robotkompetencer. Mange unge kan sagtens se potentialet i robotterne, men mangler måske de mere praktiske færdigheder for at komme videre med deres idéer. Den mulighed giver vi dem nu helt gratis. Og hvem ved; måske kan sommerskolen være en tryg ramme for det frø, der vokser sig til den næste store robotidé og skaber fremtidens arbejdspladser", forklarer Michael.

Hvis du, en kollega eller medstuderende har lyst til at prøve kræfter med cobotternes fantastiske verden, kan I tilmelde jer UR Summer School via dette link (linket er udløbet)

Cobot summer school 2021