
Universal Robots´ distributør Technicon oplever stor efterspørgsel på virksomhedens plug & play-automatiseringsløsninger. Vi har talt med Technicons stifter og CEO, Casper Hansen, om virksomhedens udvikling, kundernes udfordringer og muligheden for at opleve et skræddersyet automatiserings-setup gennem VR-briller på hi-messen i Herning fra 5. – 7. oktober 2021.
Technicon er en af vores dygtige distributører i Danmark, og beskæftiger i dag 60 medarbejdere. Ved årets udgang forventer det fremadstormende automatiseringshus at være 80 ansatte. Vi har i anledning af den højaktuelle hi-messe i Herning Messecenter, hvor Technicon er udstiller, stillet stifter og CEO, Casper Hansen en række skarpe spørgsmål. Kom med bag kulisserne og ind i maskinrummet i dette interview.
Technicon leverer skræddersyede automatiseringsløsninger til de danske virksomheder, som i den grad efterspørger nye måder at øge produktiviteten. Vi har opbygget vores forretning på tre ben, der indeholder henholdsvis komponenter, projekter og læring. Vi kan dermed tilbyde vores kunder plug & play-løsninger, specialtilpassede setups og uddannelse såvel som en webshop, hvor man selv kan bestille de produkter, man har brug. Technicon er derfor en attraktiv partner, der kan guide alle typer virksomheder til effektiv automatisering. De ikoniske robotarme fra Universal Robots er naturligvis fast omdrejningspunkt i sortimentet.

Hvordan startede det hele?
- "Vi startede op for syv år siden. Dengang var vi fire mand, og nu er vi på vej til 80. Vores store vækst bygger på en målrettet tilgang til at løse kundernes udfordringer og følge projekterne helt til dørs. Vi går aldrig, før alt spiller perfekt. Når det er sagt, så er der heller ingen tvivl om, at den generelle efterspørgsel på fleksibel automatisering har været en game changer for os. Først kom digitaliseringen, og nu ser vi den fysiske manifestation i automatiseringen."
Hvilke trends ser Technicon inden for automatisering?
- "Først og fremmest er der stor efterspørgsel med afsæt i globale megatrends. Lange og sårbare forsyningskæder bliver erstattet af markedsnær og fleksibel produktion. Typisk møder virksomhederne mindre men talmæssigt større ordrer. Det kræver omstillingsevne, og det kræver præcision. Her er cobots et oplagt omdrejningspunkt for et mere tidssvarende setup."
- "Dernæst har den store brugervenlighed gjort det meget nemmere for medarbejderne at betjene robotterne. Det styrker arbejdsmiljøet, og mange vil hellere være robotoperatører end at skulle udføre gentagne løft. Virksomheder med en høj automatiseringsgrad har dermed også bedre kort på hånden i forhold til at tiltrække kompetente medarbejdere i et presset arbejdsmarked."
- "Nu ser vi så VR-teknologien bygge et nyt lag på. Ved at visualisere nye setups og procesdesigns, kan man hurtigere implementere nye løsninger. Denne udvikling forventer vi os meget af, og derfor glæder vi os også meget til at vise kunderne de nye muligheder på hi-messen, hvor man selv kan opleve automatisering gennem en VR-brille."
Hvad er dit bedste råd til virksomheder, der gerne vil i gang med automatisering?
- "Just do it! Når først du er i gang kommer der helt naturligt et indre drive i virksomheden. Det ser vi hos vores kunder, og du får både en øget stabilitet i driften, såvel som nye udviklingsmuligheder."
Hvordan ser fremtiden ud?
- "Vi ser fortsat vækst både i egen butik og en positiv udvikling i markedet generelt. I USA er man på visse områder langt foran automatiseringskurven i Danmark og som med mange andre teknologier, er udviklingen i USA også en indikator for Europa. Så selvom der allerede er sket meget på kort tid, så bliver udviklingen blot endnu vildere fremadrettet. Automatisering er den magiske ingrediens i vækstopskriften!"
Casper Hansen er næstformand i Odense Robotics, medlem af bestyrelsen for MADE og medlem af regerings digitaliseringspartnerskab. Interesserede er meget velkomne til at kigge forbi Technicons stand på hi-messen 5. – 7. oktober i Herning.
