Cobots kan styrke leg og læring

Cobots kan styrke leg og læring

De samarbejdende robotter giver virksomhederne et væld af nye muligheder. Robotternes succes kan sammenlignes med digitaliseringen. Så skal vi naturligvis også tænke robotterne ind i undervisning og uddannelse. En ny verden står åben for børn og unge, hvis de bliver fortrolige med de nye robotteknologier – her er mine overvejelser.

Når vi taler om børn og unges digitale kompetencer, tænker vi ofte begreberne for snævert. For digitalisering kommer til tider med en biklang af passivitet og inaktivitet. Men sådan behøver det slet ikke være. Ved at koble de digitale færdigheder med fysiske robotter, opstår der nye dynamikker.

Det fik jeg bekræftet i forbindelse med en børnefødselsdag. Her havde vi opstillet en UR-robotarm, en såkaldt cobot, med tilhørende tablet som en del af underholdningen. Jeg vil naturligvis først og fremmest understrege, at robotten er 100 procent sikker at omgås for børnene, da den stopper ved den mindste berøring.

Dernæst er jeg forbløffet over, hvordan børnene kastede sig over cobot´en. De legede sig frygtløst gennem kommandoerne på cobot´ens tablet. Det var fantastisk at overvære, og det styrkede min bevidsthed om, at vi skal huske det fysiske element, når vi taler digital læring.

De nye cobots interagerer med den fysiske verden og flytter ikke blot kasser og møtrikker. De samarbejder, koordinerer og skaber nye objekter. Det åbner nye døre for en mere kreativ undervisning, hvor man ikke risikerer, at de unge pacificeres foran skærmen. Når børnene rent fysisk kan se og mærke, hvordan deres kommandoer til robotten har en effekt, så bliver de også meget mere engagerede. Og den energi mener jeg, at vi skal bygge videre på i det danske uddannelsessystem.

Jeg vil derfor opfordre de nystartede skoleklasser såvel som de gymnasiale og videregående uddannelser til at tænke robotterne ind i undervisningen.

Lad os sammen give de nye generationer indblik i fremtidens teknologier. Det fortjener de.

Søskende udforsker Cobot
Søskende udforsker Cobot